USA (New York) - tirsdag den 18. marts 2008


Ground Zero, Time Square og Mariott Hotel med the View

Tilbage

Så er vi klar til at tage første større bid af æblet, som man siger her i New York.

På nettet var vi blevet advaret mod at spise morgenmad på en restaurant lige overfor hotellet, så vi drejede ned af sidegaden til højre for hotellet og faldt snart over en stor restaurant, der skiltede med morgenmad. Det var en supergod morgenmad. Selv om stedet var stort, så var der ingen problemer med at få plads og personalet var venlige og smilende. Vi talte om, at det efterhånden er sjældent, at man oplever sådan en positiv indstilling, hvis man går ud og spiser i Danmark. Det betyder altså noget og man kunne skille sig ud fra mængden, hvis man havde en restaurant med personale, der gav gæsterne en lille oplevelse ud over det sædvanlige. Vi fik kaffe i kæmpestore kopper og der blev fyldt op lige så hurtigt vi kunne drikke kaffen. Morgenmaden var de samme store portioner, som vi havde set aftenen i forvejen, så det skulle være en lille frokost i dag, var vi enige om. De fleste af os fik omeletter i en eller anden afskygning. Jeg fik f.eks. en omelet med schweizisk ost og bacon i. Dertil kartofler og toastbrød. Det smagte super men er vel nok en dynamitbombe med kalorier.

Vel mætte gik turen videre ned ad vejen. Det viste sig, at det var turen mod Time Square, for pludselig stod vi midt på Time Square, der på mange måder minder om Picadilly Circus i London. Masser af lysreklamer og mange mennesker. Første planlagte stop var Madison Square Garden. Gitte og Hans ville prøve at få billetter til en stor ishockeykamp i aften. De havde forsøgt på nettet og ved at ringe efter billetterne. Det var ikke lykkes, så måske ville det hjælpe at møde op personligt.

Det blev en lidt længere tur, inden vi nåede Madison Square Garden og dermed også Empire State Building, der ligger umiddelbart ved sportsarenaen. Alt er stort i New York. Også Madison Square Garden virker helt vild stor. Kæmpepostere af nogle af de store begivenheder, der har fundet sted her prydede væggene overalt. Og de gik fra gulv til loft og der var mindst 10 meter til loftet. Hans stillede sig i kø men fik at vide, at eneste chance var at komme tilbage ved 17:30-18:00 tiden. Så kunne det være, at en af dem med faste billetter havde meldt fra.

Vi kunne godt købe en guidet tur i sportsarenaen men hvis Gitte og Hans skulle ind og se ishockey senere, så fik de sikkert set nok af arenaen.

Så var det tid at bruge vores kort til subway'en og i løbet af kort tid var vi pludselig downtown, hvor vi startede med at kigge ind i et par fødevarebutikker. Det var vildt, hvad der var at se på. Man kan ikke sige, at der ikke er muligheder i en by som New York. Uanset om du vil lave maden fra bunden eller købe den færdig. Kold eller varm. Så er der alle muligheder. Vi fandt ud af, at de ikke er så glade for at vi fotograferer i disse butikker. Jeg fik en formaning og Marie forsøgte senere med samme resultat...

Efter lidt vandring endte vi ved Ground Zero, hvor World Trade Center lå. Det er fortsat en stor byggetomt og der er endnu ikke skyggen af en ny bygning, der med tiden skal ligge på stedet. Vi fulgte hegnet rundt om byggepladsen og fandt hurtigt frem til et sted, hvor der var opsat mindeplader for 11. september 2001. Her var en mærkelig stemning. Stille og afdæmpet og helt i kontrast til den larm og uro, der ellers præger New York. Efter lidt tid her, gik vi op til en kirke, der ligger i læ mellem andre bygninger lige ved Ground Zero. Her var der også mange synlige tegn på katastrofen. Kirkegården foran kirken var bl.a. blevet raseret ved katastrofen men på forunderlig vis så det ud til, at kirken havde overlevet. Efter et besøg i kirken, fortsatte vi ned mod havnen, hvorfra man kan tage på havnerundfart. Her var mange mennesker. Det var ikke planen, at vi skulle med båden men blot ned og se frihedsgudinden. Efter at have nydt en pause ved havnen på en lun bænk (solen var næsten fremme), fortsatte vi mod China Town. Vi nåede dog næppe væk fra havnen, før vi havnede ved et show foranstaltet af nogle unge mennesker - et gadeshow med en flok morsomme og underholdende akrobater.

Så med subwayen på tværs af Manhattan til Brooklyn Bridge, hvorfra turen gik mod China Town. Og her fik vi vores sag for. Vi elsker at kigge på butikker med asiatisk mad. Efter et stykke tid blev det pausetid og vi fandt en kinesisk restaurant, hvor vi kunne få lidt let frokost (forårsruller eller sur/sød suppe) og en øl. Efter en pause her, gik turen videre i det virvar af mennesker, der var i denne bydel. Vi sagde farvel til Gitte og Hans, der skulle på jagt efter billetter. Marie og jeg kiggede lidt videre i området og efter vi havde forladt China Town, kom vi til et større område med butikker, der solgte inventar til restauranter. Egentlig meget smart, at man har samlet sådanne specialbutikker i et område. Vi fandt også et megastort supermarked, hvor alt var anrettet på en fantastisk flot vis. Hér gik hurtigt en time med at kigge.

Så var det tid at finde et tog hjem mod hotellet. Vi ville prøve at få billetter til en musical (Mary Poppins) i aften. Vi fandt godt nok teatret men for det første spillede de ikke forestillingen i aften og for det andet kunne vi kun få billetter adskilt til forestillingen i morgen, så det opgav vi.

Udstyret med en stor Coronaøl, vendte vi tilbage til hotellet, for at slappe lidt af og skrive lidt dagbog.

Efter en times afslapning blev vi enige om, at Gitte og Hans nok var nået ind og se ishockey. Vi kunne følge kampen i TV men nåede kun til starten af 2. halvleg, da vi blev enige om at komme ud igen. Vi var ved at blive trætte, så vi måtte hellere komme i gang. Først gik turen til Time Square, for at se den ved aftenstid. Egentlig var vi ikke sulten, så vi gik lidt på må og få. Marie nævnte, at vi kunne se den roterende restaurant på 48. etage på Mariott hotellet på Broadway. Vi skulle aflevere vores overtøj, for at få lov til at tage med elevatoren derop. Det var ingen problem at komme derop og hurtigt fik vi anvist en plads helt ude ved vinduet. Superflot udsigt. Vi talte om at købe en drink for det skulle alle gæster som minimum men inden vi fik set os om, havde vi bestilt en oste/dessert buffet og en flaske vin. Det var ikke vildt dyrt. Vi gav 133 $ for mad og en god flaske vin (inkl. drikkepenge). Det svarer vel til 650 kr., hvilket vel er OK udsigten taget i betragtning.

På vores hotel var der ikke umiddelbart mulighed for at låne en PC med internetadgang men de henviste til en internetcafe på 49. street / 8. avenue. Det viste sig dog, at den var lukket. Havde åben fra 11 - 6 om dagen. Sjovt tidspunkt. På vejen hjem fandt vi i stedet en anden cafe, der med et stort skilt proklamerede, at de havde internet. Men det virkede ikke, så vi gik i stedet hjem på hotellet, for at koble af og sove. Klokken var blevet midnat. Da vi kom hjem, lå der en seddel fra Gitte og Hans, at de HAVDE set ishockey. Gad nok vide, hvordan slåskampen endte...

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30